Jeg høster årets sidste honning i august. Den 12. august blev det i år. Honningen er mørk og meget smagfuld. En af de bedste sensommerhonninger fra mine bier, synes jeg. Bierne spiser nu mere honning end de henter ind. De er stadig meget aktive og er ikke kræsne. Solsikker er deres foretrukne blomst i min have, men også de små aspargesblomster bliver suget tør for nektar.
I august skal biavleren igen op i omdrejninger. Ud over at slynge honning, skal bierne fodres og biernes fjende nr. 1, varroa-miden skal bekæmpes. Det sker ved at give dem en myresyrebehandling. Syren findes i forvejen i naturen og derfor gør behandlingen ikke skade på miljøet.
Der er også nu dronningerne skal vurderes. Hvis hun ser ud til at være for gammel eller ikke længere er populær blandt bierne, er det sidste chance for at skifte hende med en ny. Hvis en dronning dør i løbet af vinteren, overlever bifamilien sjældent.