I april kommer der for alvor gang i bierne. Varmen og de mange blomstrende træer, buske og blomster, giver også bierne forårsfornemmelser.
I år er krokus for længst afblomstret. Det plejer ellers at være biernes yndlingsblomst i marts/april, lige når de kommer ud af stadet. Mirabellerne er også en god biplante i april, men den helt store fest får bierne i pilen, som giver en masse pollen. Mælkebøtten er ligeledes en vigtig pollenkilde for bierne. Pollen bruges til at fodre biernes yngel med. Varmen og de mange pollenkilder har virkelig sat gang i dronningens æglægning. I vil se masser af bier i blomsterne i denne tid. I min have er hyacinterne og blodribsen tiltrækkende for bierne i denne måned.
Snart blomstrer kirsebærtræerne og æbletræerne. Så skal der sættes flere rammer i bistaderne. Hvis ikke det er sket i løbet af vinteren er det nu biavleren skal have sat voks i rammerne og være klar til at sætte flere tavler i bistaderne i takt med at bierne henter masser af nektar i de stadigt større blomsterhav foråret bringer.