Juni

Frugttræernes og rapsmarkernes massive blomsterflor afløses af mange forskellige blomster. I juni måned vil du derfor se flere honningbier i din have. Akelejens blomster er dybe og tragtformede. Det er kun de langtungede humlebiarter, der kan nå op til nektaren, der gemmer sig øverst i blomsten. De korttungede humlebier bider i stedet hul øverst i blomsten og suger nektaren ud. Det udnytter honningbien til at forsyne sig med nektar.

Når rapsmarkerne er afblomstret er det høsttid. Rapshonning krystalliserer meget hurtigt, så hvis det ikke høstes i tide, krystalliserer det i honningtavlerne og bliver meget svært at få ud. Der har ikke været rapsmarker i nærheden af mine bistader i år. Jeg er spændt på hvad honningen i stedet smager af.